Leopolds børnegruppe

Det laver vi i gruppen

    • Vi besøger hver gang havne på vores skilsmisseland.
    • Engang imellem får vi besøg af en alletiders ven: Løven Leopold.
    • Vi laver små øvelser, tegner, fortæller og lytter til hinanden.
    • Vi ser og hører andre børns fortællinger via korte filmklip og historier.
    • Vi holder hyggepause med saft, frugt og kiks.

Praktisk information

Målgrupppe: Børn i 1. til 3. klasse, hvis forældre er skilt.

Sted: Aulum Kirkehus

Forløb:  8 tirsdage i efteråret

Tidsrum: Hver anden tirsdag fra kl. 10.45 til 12.15

Tilmelding:  Tilmelding foregår via hjemmesiden. Se længere nede på denne side.

Max. 8 deltagere i en gruppe

Gruppen ledes af Lisbeth Baade kloster og Flemming Nørsøller Doktor (kirke- og kulturmedarbejder).

Skilsmisse er en af de udfordringer, som mange familier møder i dag. For børnene og de unge kan familiebruddet være forbundet med sorg og mange tanker. Det vil vi i kirken gerne være med til at imødegå. Derfor udbyder vi i efteråret samtalegrupper til børn, hvis forældre er skilt.

Leopolds børnegruppe er for børn i 1.-3. klasse.
I samværet med jævnaldrende, der deler samme livsvilkår, møder det enkelte barn en unik forståelse fra de andre i gruppen, når vi arbejder med og taler om de temaer, som gør sig gældende for mange børn i forbindelse med forældres skilsmisse.
At opleve sig genkendt på en sådan måde kan bidrage til at mindske følelsen af ensomhed, skam og skyld. Ligeledes bliver det gennem de andre børns fortællinger tydeligt, at svære følelser lader sig ændre over tid. Således er børnene med til at tænde håb for hinanden.
Altsammen giver det barnet mulighed for at forholde sig til sin egen situation på en lidt anderledes måde.

I gruppen arbejder vi med et materiale udviklet af Center for Familieudvikling. Ved hjælp af ”Skilsmisselandet” kommer vi omkring temaer, som fylder, når man vokser op i to hjem.

Tilbuddet om deltagelse er for alle, uanset om bruddet mellem forældrene er sket for nylig eller ligger flere år tilbage.

Det er gratis at være med. Husk blot at give skolen besked, hvis dit barn er tilmeldt.
Tilmelding kan ske fra d. 13/8.

Forventet opstart i løbet af september eller oktober måned. I får personligt besked om den præcise dato, når denne er fastlagt.

 

   Nyheder fra kirkerne